1892-

Amtssygehuset
Foto: Ditte Thye

Amtssygehuset

Frederiksberg Sogns Sygehus første rigtige hospitalsbygning blev opført i 1885 og lå på Howitzvej.

Københavns Amt erhvervede i 1892 parcellen ved Nyelandsvej fra landstedet ”Stormly”s jorder for her at opføre et rent behandlingshospital til afløsning for amtets ”Syge-, Daare- og Tvangsarbejdsanstalt” med et blandet klientel i Ryesgade.

Bygningskomplekset blev tegnet af Philip Smidth som en form for landsted og kom til at bestå af en fritliggende hovedbygning og et sekundært ”havehus” samt af bygninger til diverse hjælpefunktioner med værelser til de ansatte, et kedelhus med vaskeri og et lighus.

 

Boliger til de ansatte
Foto: ZOOM Frederiksberg Foto-og Videoklub

Hovedbygning, boliger og havehus havde fælles midterakse, var fritliggende og i rødt murværk, men afveg fra hinanden både med hensyn til størrelse og til graden af arkitektonisk udsmykning. Spring i facader og brug af formsten og glaserede sten til friser og bånd medvirker til en alt andet end dyster stemning.

I det ubenyttede nordvestlige hjørne af grunden - modsat lighuset - blev der i øvrigt anlagt en tennisbane til brug for personalet i ledige stunder

Sygehuset var udformet efter det traditionelle korridorsystem med sygestuer ud til en lang gang, mens toiletter og skyllerum var placeret for enden i hver sidefløj. Gennemkørslen for hestevogne ved hovedindgangen er et sjældent og velbevaret bygningstræk, der stadig er værd at bemærke, selv om den senere ”tagterrasse” på overdækningen er noget uheldig.

"Byporten" på Nordre Fasanvej
Foto: Ditte Thye

"Byporten"

Den første portbygning fra 1899 er tegnet af arkitekt C.L. Thuren og blev indrettet med to boliger beboet af portneren og af den tilsynsførende arkitekt. Bygningen var forsynet med et lavt helvalmet tag, der var trukket ud over en buegang beregnet på gående trafik.

Portbygningen gennemgik i 1914 en om- og tilbygning ved arkitekt Gunnar Laage. Den bevarede del af Thurens ældre portbygning fik i den anledning mansardtag svarende til taget på Laages overlægevilla. Laages tilbygning med portgennemkørsel og frontispice fik pyramidetag.

Efter ombygningen fik portbygningen også egentlige hospitalsfunktioner. Skadestuen flyttede ind efter at have ligget i kælderen under administrationsbygningen mod syd. Dennes kælder skulle i stedet rumme hospitalets første laboratorium. Thurens portbygning beholdt hans murværkssignatur i form af rulskifter.

"Byporten" fra hospitalsområdet
Foto: Ditte Thye

Gunnar Laage bidrog i sin tilbygning med dekorationer i skønvirkestil. Det er et modsætningsfyldt formsprog, hvor det enkle kombineres med symboler og ornamenter hentet fra planteverdenen.

I portbygningens gavltrekant indsattes Frederiksbergs byvåben omkranset af bladværk. Frederiksberg Kommune var pr. 1. april 1900 blevet udskilt af Københavns amtsrådskreds og havde fået status af købstad.

Den første byggefase stod foran sin afslutning. Porten med byvåbenet var endnu en understregning af viljen til kommunal selvstændighed og egenart.

Portbygningen var i starten den eneste adgang for patienter og besøgende til hospitalets område. “Hovedvejen” var lukket vej mod vest ved grænsen til fattigvæsenets og epidemihospitalets bygninger. Også fordelingsvejene mod nord var blinde veje. Den eneste anden udgang var til Nyelandsvej syd for “Hovedvejen” ad vejen for enden af “det lille rektangel” med de hospitalsmæssige hjælpefunktioner mellem Nordre Fasanvej og amtssygehuset. Porten her var nærmest at betragte som “personaleudgang”.

Dobbelt pavillon, gavl mod syd
Foto: Ditte Thye

Dobbeltpavillon i to etager

Forud for udflytningen af Frederiksberg Sogns Sygehus til Nordre Fasanvej var der af reservelæge Richard Blom gennemført en stor og grundig undersøgelse med en gennemgang af 34 nyere hospitalsbyggerier fra ind- og udland for at afdække fordele og ulemper ved de forskellige typer. Konklusionen var, at dobbeltpavilloner var at foretrække både med hensyn til anlægsudgifter og i forhold til driften.

På Frederiksberg Hospital blev der opført to af disse dobbeltpavilloner i to etager, hvoraf kun den kirurgiske afd. A er bevaret. Den blev opført i 1899. Bygningen er sandsynligvis i dag den ældste af sin art herhjemme. Bygningstypen er et kompleks, der består af små og store annekser forbundet med broer. Det drejede sig om hygiejne og om at forebygge smittespredning.

Arkitekturen fulgte funktionen. Hovedtrappen lå frit som en selvstændig bygning, og der var adgang til sengeafsnittene på 1. sal over en krydsventileret bro. I stueetagen var der adgang til afdelingerne via verandalignende indgangspartier. ”Nødvendighedsrummene” med toiletter og skyllerum var placeret i særskilte annekser mod havesiden og var forbundet med sengesalene via krydsventilerede gange. Også operationsstuerne til afd. A blev bygget til som et anneks i parkanlægget. 

Dobbeltpavillon, åbne broer, der er blevet lukket
Foto: Ditte Thye

Hver enkelt af de fire afdelinger i sådan en dobbeltpavillon i to etager var inddelt i et bredt parti, et smalt parti og i et åbent opholdsareal. De brede partier indeholdt nogle mindre tresengsstuer til den ene side og et opholdsareal for oppegående patienter til den anden. I forlængelse heraf lå der i de smalle partier én enkelt stor sengesal med plads til 16-20 senge. Salene var uden bærende skillevægge, og der var vinduer i begge sider. For enden af hver sengesal var der adgang til en åben veranda eller loggia.

Teknisk var der udfordringer på grund af de mange ”broer” og de store spændvidder. Der blev brugt ”flade” monierhvælvinger. C.L. Thuren tegnede og blev bistået af arkitekt Henry Meyer, som havde stor erfaring med at opføre bygninger, hvor en høj hygiejnisk standard var påkrævet Æstetisk skulle byggeriet fremstå solidt og smukt, uden udsmykninger i form af for store fremspring og gesimser.

Der blev i stedet i vid udstrækning anvendt mønstermurværk for at live murværket op. Ud over afd. A og den nedrevne afd. B blev der holdt arealer i reserve til yderligere to dobbeltpavilloner, så pavillonerne til sidst ville indgå i en større helhed med en række parallelle toetages stokke omkring en symmetriakse, der fra afd. A og afd. B strakte sig videre mod vest

Børneafdeling
Foto: Ditte Thye

Børneafdeling og officiantafdeling

Efter en arealudvidelse mod nord i 1906, der omfattede resterne af landstedet Stormly og dets tilliggender, blev der i årene frem til 1914 opført flere énetages pavilloner i nærheden af de etablerede afdelinger til behandling af nervelidelser og tuberkulose, uden at den stramme plan for den øvrige bebyggelse blev berørt.

Gunnar Laage fik imidlertid i 1908 samtidig med opførelsen af overlægevillaen mulighed for at opføre to lave pavilloner på tværs af byggefeltet mellem dobbeltpavillonerne A og B. Det drejede sig om en bygning for betalende patienter, en såkaldt officiantafdeling og om en bygning, hvor patienterne alene var børn. Da patienterne i begge tilfælde kom fra både afd. A og afd. B var placeringen sådan set velvalgt.

Officiantafdeling ved Hovedvejen
Foto: Ditte Thye

Bygningerne var indbyrdes forskellige, men til en vis grad stadig symmetrisk opbyggede og fritliggende. Genboskabet, den lille skala og de fælles antikke elementer i form af frontoner, søjler og pilastre bandt de to lave pavilloner sammen. Begge bygninger afviger en del fra deres oprindelige udseende. Farvesætningen af officiantbygningen med jernvitriol er af nyere dato.

Officiantafdelingen ved ”Hovedvejen” havde været planlagt siden udflytningen fra Howitzvej som et alternativ til sengesalene for patienter, der kunne og ville betale dagsprisen.

Børneafdelingen var noget nyt. Det var dels på grund af sengesalene og støjen, dels fordi der i 1908 var sket et medicinsk holdningsskift i forhold til behandlingen af børn.

I 1908 blev der lanceret et medicinsk børneplejeprogram. 

Overlægevilla, facade mod vest
Foto: Ditte Thye

Overlægevilla

Villaen ved Nordre Fasanvej er tegnet i 1908 af Gunnar Laage som tjenestebolig for hospitalets kirurgiske overlæge, der var en foregangsmand inden for mave- og tarmkirurgi, med henblik på tilkald i akutte situationer.

Villaen er i to etager med udnyttet tagetage, fuld kælder og sydvendt terrasse. Bygningen er med mansardtag i Gunnar Laages karakteristiske udformning med stor udkragning af over-delen, en skrånende underdel og vinduer, der hviler på murkronen. Indgangspartiet er nordvendt med direkte adgang fra hospitalsområdet. Adgangen fra Nordre Fasanvej sker gennem en låge i hegnsmuren. 

Den nordlige byggelinje flugter med nordgavlen på den kirurgiske dobbeltpavillon og fortsætter i princippet mod vest til Tesdorpfsvej, idet den markerer nordgrænsen for det areal af landstedet ”Stormly”, som Frederiksberg Kommune købte i 1897. 

Overlægevilla, facade mod nord.
Foto: Ditte Thye

Villaen danner stilmæssigt par med hospitalets portbygning efter ombygningen af denne i 1914.

Overlægevillaens have er i dag integreret med det grønne anlæg foran dobbeltpavillonen, der i 1903 blev etableret til glæde for de kirurgiske patienter. Have og anlæg indgår i et længere grønt strøg med karakter af forhaver og allé. Villaen trænger til vedligeholdelse, men er i det store og hele original, selv hovedgesimsen er intakt.

Bygningen er senest blevet anvendt som ambulatorium.

Lighus
Foto: ZOOM Frederiksberg Foto-og Videoklub

Lighus og dampcentral

Hospitalet blev fra starten forsynet med varme og strøm fra forbrændingsanstalten på den sydlige side af Nyelandsvej. Skorstenen har således altid blot været en del af dampcentralens installation og uden forbindelse med bygningens anden funktion som lighus.

Kremering foregik indtil 1907 skråt overfor på det sydøstlige hjørne af Nyelandsvej og Nordre Fasanvej. Her var den første ligbrændingsanstalt i Københavnsområdet blevet opført i 1886. 

I takt med befolkningens og hospitalets vækst øgedes også aktiviteten i lighuset, og da vejtræerne på Nyelandsvej blev fældet i 1936, blev hegnsmuren udfor bygningen forhøjet for at hindre indblik. Skellet mellem Frederiksberg Hospital og sygehuset på Københavns Amts matrikel var så vidt vides hegnet med plankeværk helt indtil 1947.