Rolighedsvej 7-11

Rolighedsvej 7-11
Foto: Lisbet Snoager Sloth

Boligbebyggelsen blev opført i perioden 1951 - 1963 og tegnet af arkitekt maa Viggo Møller Jensen.

Bevaringsværdi: 4

Arkitektonisk vurdering: Etagehusbebyggelsen blev opført over en årække med et slutresultat som en sammenhængende bebyggelse med et lyst og let udtryk ved matereale, farvevalg og  penthouse.

Miljømæssig vurdering: Bebyggelsen er markant igadebilledet men uden sammenhæng med naboer.

Originalitet: Bebyggelsen står som oprindeligt.

Tilstand: Fin vedligeholdelse.

 

Rolighedsvej 7-11
Foto: Lisbet Snoager Sloth

Kulturhistorisk vurdering: Bebyggelsen indgår som et element i områdets gradvise transfor- mation til et blandet centerområde med skyldigt hensyn til de bagvedliggende gamle villaudstykninger fra Falkonergårdens jorder. 

Rolighedsvej 11 er en hjørnebebyggelse i syv og fire etager mod henholdsvis Rolighedsvej og Falkonergårdsvej. Bygningen blev i 1960 opført som en østlig fortsættelse af Rolig- hedsvej 9 (fra 1951), og der blev anlagt parkeringskælder i to etager. I 1963 blev randbebyggelsen yderligere forlænget med Rolighedsvej 7 mod vest og endelig i 1970 forenet med Falkoner Allé 90-94.

Allerede i april 1950 kunne Viggo Møller-Jensen citere Boligministeriet for en vision om et byg- geri, der i den næste menneskealder (25-30 år) ville gå i retning af mindre beboelse og større forretningsmæssig anvendelse. Synspunktet blev brugt som forklaring på en omprojektering, hvor han i stedet for en bygningskonstruktion af bærende tværvægge ønskede at anvende en søjlekonstruktion. Nettoarealet blev derved forøget med 15-18% i forhold til en murstens- konstruktion, og gav mulighed for mere fleksible og dermed holdbare løsninger.

For de enkelte boligers vedkommende betød det "elastiske" etageplaner, og på Rolighedsvej var typen specielt beregnet på at blive benyttet af beboere, der havde brug for et selvstændigt værelse, hvor de kunne modtage fremmede mennesker uden gene for familien. Den henvendte sig således til læger, tandlæger, arkitekter, ingeniører, forretningsdrivende og lignende til konsultation og til kontorer i forbindelse med lejligheden.

Rolighedsvej 7-11
Foto: Lisbet Snoager Sloth

Det forretningsmæssige blev undervejs i projektet understøttet ved, at sydvendte altaner mod Rolighedsvej blev flyttet til nordsiden. Det gav også størst mulighed for kontinuitet med senere omliggende bebyg- gelse, til en større rolig bebyggelse. 

Afgørende for en erhvervsvenlig bebyggelse var naturligvis den overordnede byplanlæg- ning. Konkurrencebetingelserne for idékon- kurrencen om en byplan for kvarteret ved Sankt Jørgens Sø var blevet udleveret den 1. august 1958. Udover beboelsesformer og udnyttelsesgrader var et af hovedtemaerne konsekvenserne for forretningslivet af den cityfor- skydning mod vest, der var planlagt i København op til Gammel Kongevej.

Det var et emne med relevans for Viggo Møller-Jensens byggeplaner ved Rolighedsvej, da han i september 1958 indledte sin anden etape. Området lå ved en hovedfærdselsåre og samtidig i så god afstand, at der måtte kunne blive plads til en mindre centerdannelse. Skitsen til en fornyelse af randbebyggelsen nord for Rolighedsvej og øst for Falkoner Allé kom til at gå helt til Franckesvej.

Roskildevej 72

"Søndervangsgården"
Foto: Lisbet Snager Sloth

Etagehusbebyggelsen blev opført i 1947 og blev tegnet af arkitekt maa H. Carl Andresen.

Bevaringsværdi: 4

Arkitektonisk vurdering: Det er en klassisk bebolsesblok med en hamonisk facade hvor altaner med buede dørpartier giver den et særpræg.

Miljømæssig vurdering: Bebyggelsen indgår i den lange række af storkarreer langs Roskildevej på vej ud af byen.

Originalitet: Der er ikke foretaget arkitektoniske ændringer.

Tilstand: God vedligeholdelse

"Søndervangsgården"
Foto: Lisbet Snager Sloth

Kulturhistorisk vurdering: Erstatningsbolig- erne til de bomberamte fra Frederiksberg Allé demonstrerede, at der i kommunalt regi kunne bygges både godt og billigt, også når der blev efterspurgt andet end toværelses skrabede lejligheder.

Ved bombningen af området ved Den franske Skole mistede et større antal familier deres bolig. Mulighederne for at flytte tilbage var for de flestes vedkommende stærkt begrænsede af økonomiske grunde. Med kommunen som bygherre og projekterende opførtes ”Sønder- vangsgården” til erstatning. Byggeriet blev tilgodeset med en ekstraordinær kommunal underskudsdækning, så huslejen for de bomberamte kunne holdes lavest muligt. De tidssvar- ende kommunale boliger var prismæssigt fuldt ud konkurrencedygtige i forhold til såvel private som almennyttige bygherrer.

”Søndervangsgården” er en U-formet bebyggelse, der lukker af mod Hoffmeyersvej og åbner sig mod den hævede S-bane. Byggeriet er opført med påhængte eller delvist indrykkede altaner, der er orienteret mod syd og vest. Den nordlige sidefløj har af hensyn til solorienteringen fået "gårdfacade" mod passagen og altaner mod gården. Under projekteringen blev der tilføjet en sjette etage med 16 lejligheder og indpasset elevatorer i de otte opgange.

Bebyggelsen blev opført med i alt 96 lejligheder med henblik på en endelig genhusning af "de bomberamte" fra Frederiksberg Allé, Maglekildevej og Henrik Ibsens Vej. Lejlighederne var nogenlunde ligeligt fordelt på to- og treværelses lejligheder med ét eller to kamre fordelt på samme måde som de 213 lejligheder, der var gået tabt ved flystyrtet og bombningen ved Den franske Skole.

84 af lejlighederne blev taget i brug af de bomberamte familier med kommunalt tilsagn om, at de ikke ville komme til at betale mere i husleje, end hvis deres indkomst havde ligget under sygekassegrænsen.

Roskildevej 100

"Bærumhus"
Foto: Lisbet Snager Sloth

Etagehusbebyggelsen blev opført i 1956 og tegnet af arkitekt maa Ole Hagen.

Bevaringsværdi: 4

Arkitektonisk vurdering: Arkitekten har opført flere af de store karrebebyggelser på Ros- kildevej Denne bebyggelse har på trods af sin størrelse menneskelige dimensioner i sin opbygning med variation i altaner og vinduer samt tagformen.

Miljømæssig vurdering: Det store "forstadskvarter" er præget at store tlsvarende bebyggelser langs Roskildevej.

Originalitet: Fremstår arkitektonisk originalt

Tilstand: God vedligeholdelse

”Bærumhus"
Foto: Lisbet Snager Sloth

Kulturhistorisk vurdering: De høje U‐formede karréer langs Roskildevej i 1950’erne tjener som en bebyggelsesmæssig markering af overgangen fra de københavnske distrikter til Frederiksberg.

Opførelsen af ”venskabshusene” ved Ros- kildevej var en bunden opgave økonomisk og arkitektonisk. Det lykkedes ikke desto mindre Ole Hagen også at tilføre facade- rækken sit personlige præg.

"Bærumhus" er en trefløjet U-formet bebyggelse med den nordlige hovedfløj trukket tilbage fra Roskildevej. Den var det sidst opførte "U" blandt "Venskabshusene" ved Roskildevej, hvor den ligger som nummer to med "Upsalahus" mod øst og "Tavastehus" mod vest. Også det senere "Havnefjord" længst mod vest var oprindeligt tiltænkt en U-form.

Alle etagehusene i denne randbebyggelse er opført i seks etager med udnyttet tagetage. Gen- tagelsen af de store bygningsvoluminer med en fast vertikal inddeling mellem murstens- og betonpartier med vinduer og altaner giver bebyggelserne et vist fælles præg, selv om "Bærumhus" skiller sig ud med tilbagetrukket tagetage og lav taghældning samt større bygningsdybde.

En del af det fælles præg skyldes Ole Hagen, som for såvel "Upsalahus' som "Tavastehus' vedkommende blev inddraget ved omprojektering og detailprojektering. "Upsalahus" blev opført med "rigtige" altaner, han trak altanerne ind i stuen, så de flugtede med facadelinjen. 

Altanløsningen blev genbrugt på "Bærumhus". Her blev der i den vestlige fløj også indrettet opgange med lejligheder, hvor der var spisekøkken. Disse var særligt beregnet på beboere med handicap. De indtrukne altaner blev her gjort ekstra store.

Rådmand Steins Allé 16 A-C

Rådmand Steins Allé 16 A-C
Foto: Lisbet Snoager Sloth

Kollektivbebyggelsen blev opført i 1959 og tegnet afingeniørfirmaet A/S Ove Christensen & Søn.

Bevaringsværdi: 4

Arkitektonisk vurdering: Det er et samlet boligkompleks med kollektivboliger i en betonkonstruktion med indeliggende altaner og vandrette bånd i form af altanbrøstninger som et dominerende men let træk i facaden.

Miljømæssig vurdering: Bebyggelsen falder godt ind i det store forstadsvarter med meget store karreer.

Originalitet: Har det oprindelige arkitektoniske udtryk

Tilstand: Fint vedligeholdt

Rådmand Steins Allé 16 A-C
Foto: Lisbet Snoager Sloth

Kulturhistorisk vurdering: Første kollektiv- bebyggelse på Frederiksberg med korridor- lejligheder og beboerrestaurant for velstillede ældre og enlige. Bebyggelsen er opført i totalentreprise.

Kollektivboligerne er anlagt som en U-formet bebyggelse i anden række i forhold til Ros- kildevej med hovedfløjen parallelt med "Upsalahus". De lange sidefløje på otte etager åbner U-et , så den femetages, gavlvendte hovedbygning ses i perspektiv. Hovedfløjens stueetage og den lave forbindelsesbygning rummer kollektivboligernes fælles faciliteter.

Bygningsdybden er på mere end 14 meter, og lejlighederne er ensidigt orienterede omkring en fælles korridor. De mere end 300 lejligheder har alle altan og fordeler sig ligeligt med lejligheder med et værelse på 46 - 48 kvm og på lejligheder med 2 og 3 værelser på 63 - 69 kvm. For de små lejligheders vedkommende er der tale om en ny plantype, hvor værelset udover en alkove også har et skabskøkken. Det kollektive bestod blandt andet i, at beboerne forventedes at ville spise aftensmad i kollektivboligernes restaurant.

Beliggenhedsplanen var udarbejdet af kommunen. Rollen som projekterende arkitekt, projek- terende ingeniør og hovedentreprenør blev af bygherren lagt i hænderne på Ove Christensen og hans entreprenørfirma. Det hørte hjemme i Fredericia. 

A/S Christensen & Søn havde lang erfaring med betonbyggeri og havde netop for bygherren, ”Foreningen til Fremskaffelse af Boliger for Ældre og Enlige” afsluttet en bebyggelse med kollektivhuse i otte etager (punkthuse) ved Helsingør. Deres hovedleverandør på Sjælland var Ringsted Cementvarefabrik og Betonstøberi, og herfra kom de færdigstøbte trappeløb og etagehøje betonelementer til ydervæggene. 

Sankt Nikolaj Vej 9

Sankt Nikolaj Vej 9
Foto: Lisbet Snoager Sloth

Etagehusbebyggelsen blev opført i 1963-1965 og tegnet af arkitekt Jens Busk.

Bevaringsværdi: 4

Arkitektonisk vurdering: Arkitekten har opført et infill byggeri som har en tyngde, der spiller op til arkitekturen i kvarteret, selvom det er moderne i udformning af detaljer og mate-rialevalg. De lodrette facadepartier slører, at det ikke holder facadeflugt.

Miljømæssig vurdering: Bygningen har et sit særegne udtryk i gadebilldet.

Originalitet: Fremstår oprindeligt.

Tilstand: God vedligeholdelse

Sankt Nikolaj Vej 9
Foto: Lisbet Snoager Sloth

Kulturhistorisk vurdering: Bygningen er tilpas- set i højden og anvendelsen af teglsten til nabobygninger i forskellige stilarter. Bygning- en varsler med sit materialevalg en ny opbrudstid.

Byggeaktiviteten på Frederiksberg havde i den første halvdel af 1950'erne været præget af forholdsvis få store bebyggelser som ”Allé- parken”, ”Søndermarken”, ”Venskabshusene” og ”Ved Fuglebakken”. I den anden halvdel af 1950'erne blev bygggeriet i højere grad igen karakteriseret ved randbebyggelser og huludfyldninger. Tendensen fortsatte ind i 1960'erne.

Ejendommen er en huludfyldning med en enkelt opgang. Bygningen med i alt seks beboelseslag "udligner" springet i facadehøjden mellem Sankt Nikolaj 5A-5D i fem etager (fra 1900) og Sankt Nikolaj 11A, der er en del af Hostrups Have-bebyggelsen på seks etager (fra 1936).

”Optrapningen” sker ved, at bygningens hovedgesims følger hovedgesimsen i Sankt Nikolaj Vej 5D, mens den øverste del af altanpartierne i tagetagen flugter med hovedgesimsen i Hostrups Have. Regnestykket er gået op takket være lavere rumhøjde i etagerne og en ultralav parterreetage med hovedindgang.

Ejendommens har 18 lejligheder, hvoraf de seks er ensidigt beliggende lejligheder. Alle lejlig- hederne har tilbagetrukne altaner mod Sankt Nikolaj Vej, og der er af æstetiske og planmæssige grunde dispenseret for, at de etværelses lejligheder derved er kommet ned under 47,5 kvm netto. Alternativet havde været franske altaner i midterpartiet og et brud på rytmen med de gule murstenspiller og de sorte flisebeklædte altan- og vinduesbrystninger.

Da Jens Busk i marts 1961 fik godkendt sit projekt, var det i tråd med tidens nye markeds- orienterede boligpolitik, der var baseret på en opfattelse af, at boligen skulle være et forbrugs- gode med høj omsætningshastighed. Der skulle under industrialiseringsbølgen først og fremmest bygges under hensyn til ønsket om stor mobilitet blandt arbejdstagerne.

Det gav stor byggeaktivitet og pressede grundpriser og lønninger i vejret. I november1962 skred boligministeriet ind med et byggestop. Stoppet ramte også Sankt Nikolaj Vej 9, hvor ministeriet ellers allerede havde givet tilladelse til nedrivning af den eksisterende ældre bygning. Sankt Nikolaj Vej 9 måtte vente til november 1965, før man kunne gå videre.

Smallegade 1

Frederiksberg Rådhus
Foto: Lisbet Snoager Sloth

Frederiksberg Rådhus blev opført i perioden fra 1942- 1953 og tegnet af henholdsvis arkitekterne maa Henning Hansen, Carl H. Nimb og Helge Holm m.fl.

Arkitektonisk vurdering: Et markant, ene- stående og storslået bygningskompleks men mange fine karakteristika og detaljer.

Miljømæssig vurdering: Et markant byg- ningsværk som markerer samfundsmæssig betydning og statelighed.

Originalitet: Fremstår oprindelig.

Tilstand: Meget fin vedligeholdelsestilstand

Frederiksberg Rådhus
Foto: Lisbet Snoager Sloth

Kulturhistorisk vurdering: Bygningen har en utrolig høj værdi for Frederiksberg som symbol på kommunal selvstændighed. Henning Hansen var arkitekt på rådhuset til 1945. Efterfølgende har især seniorarkitekt- erne Carl H. Nimb og Helge Holm haft stor indlydelse på rådhusets endelige udformning.

Rådhuset og de mange involverede aktører bliver med stor selvfølelse gerne fremstillet som et lykkeligt resultat af en lang, kollektiv proces.

Frederiksberg Rådhus er opført ad to gange med et byggestop på fem år imellem. Gravearbejdet blev sat i gang den 18. april 1942 og opmuringen blev stillet i bero i 1944 som følge af materialemangel. Hovedarkitekten Henning Hansen døde i 1945, og ved genoptagelsen i 1949 gennemgik projektet en større revision.

Henning Hansens bebyggelsesplan lignede planen for Københavns Rådhus med en overdækket gård med glastag, en mellembygning på tværs af karréen og dertil en åben grøn gård. Henning Hansen havde været assistent hos Martin Nyrop på Kunstakademiet.

Orienteringen af rådhuset med hovedfacaden vendt mod København var blevet vedtaget inden ansættelsen af Henning Hansen. De første skitser blev godkendt af borgmesteren og den tekniske direktør i maj 1941. Byggeudvalget, der blev nedsat måneden efter, stillede ikke andre krav end et fremspringende midterparti og en balkon mod Allégade. Henning Hansens første skitser var også uden tårn.

Frederiksberg Rådhus
Foto: Lisbet Snoager Sloth

Den 30. september 1941 blev projektet imid- lertid præsenteret for pressen med et mindre tårn på 40 meter som fikspunkt for enden af Gammel Kongevej. Byggeriet skabte forund- ring i København. Ikke så meget på grund af ligheden eller tårnet, men fordi man ikke kunne forstå, hvordan man på Frederiksberg kunne tænke på at kaste sig ud i et stort rådhusbyggeri, når spørgsmålet om Frederiks- bergs indlemmelse i Københavns Kommune ikke var afklaret i Hovedstadskommissionen.

Ved revisionen i 1949 blev rådhuset mere spektakulært. Tårnet voksede 20 meter i højden, inklusive overbygning, fik påsat højtsiddende karnapper, og hovedfacaden fik sin ekstralange balkon og overbalkon for at afbalancere det lodrette. Vestfacaden mod den påtænkte rådhushave blev udstyret med kraftigt modellerede og varierede baldakingesimser, så "bagindgangen" blev næsten lige så fin og indbydende som hovedindgangen.

Under Carl H. Nimbs og Helge Holms ledelse fik flere af de yngre arkitekter mulighed for at modernisere. Sven Harre tog sig af vinduer og udvendige dørpartier. Jens Wulff tog sig af diverse stenhuggerarbejder. Finn Gårdboe og Lennart Keiding arbejdede med tårnet og Per Gents tog sig af færdiggørelsen og af den tekniske administration. Så Frederiksberg Rådhus blev resultatet af en stor kollektiv indsats.

Rådhuset blev indviet den 9. maj 1953 Krigsårenes stilstand var blevet afløst af fornyet tro på en fremtid for Frederiksberg. Rådhusets bygningshistorie er indgående beskrevet i "Frederiksberg Rådhus" af Henning Bro og Per Gents udgivet af Historisk-Topografisk Selskab for Frederiksberg bind 26 i 2003.

Smallegade 26 A og 26 B

"Ved Andebakken"
Foto: Lisbet Snoager Slot

Etagehusbebyggelsen blev opført i 1941 og tegnet af arkitekt maa Ole Falkentorp

Bevaringsværdi: 3

Arkitektonisk vurdering: Arkitekten har opført en megert moderne og smuk bebyggelse i 1941. Det arkitektoniske udtryk er harmonisk og velproportioneret. Altaner og andre bygningsdele giver et fint spil i facaden.

Miljømæssig vurdering: Begyggelsen indgår meget fint i miljøet omkring Rådhuset.

Originalitet: Der er tilsyneladende ikke foretaget ændringer.

Tilstand: Meget fin vedligeholdelse

 

"Ved Andebakken"
Foto: Lisbet Snoager Slot

Kulturhistorisk vurdering: Bebyggelsen understøttede udvidelsen af Smallegade og signalerer med sin enkle og nøgterne arki- tektur en forbindelse til det nyere Frederiks- berg mod vest.

Boligbebyggelsen ”Ved Andebakken” indgik som en del af planen  fra 1939 for et nyt rådhus, udarbejdet af vicedirektør i Teknisk Forvaltning Frode Nielsen. Bebyggelsen er et godt eksempel på en tæt og frugtbar dialog mellem arkitekter og planlæggere med henblik på en optimering af bydistriktet og af byens struktur i 1940’erne.

Bebyggelsen med omkring 150 lejligheder består fortrinsvis af toværelses lejligheder på omkring 60 kvm med opholdsstuerne ud til passagen, hvor altanerne er trukket frem i forhold til facadelinjen og orienteret mod syd. 

Mod Smallegade og mod Howitzvej er der anvendt en traditionel altan-karnap løsning, der  har- monerer med de ældre naboejendomme. Bebyggelsen med de to blokke langs en bred passage mellem Smallegade og Howitzvej var afpasset efter kommunens planer for Smallegade, som skulle udvides. Smallegade skulle sammen med Gammel Kongevej blive styrket som handels- gade og hovedfærdselsåre.

Disse blokke med de fem beboelseslag fik hjørnerne afsat med respekt for vejudvidelsen og dertil butikker i stuetagen. Passagen svarede i øvrigt til et påtænkt vejgennembrud i forlængelse af Frederiksberg Bredegade med videre forbindelse ad Solbjergvej til jernbanen. Denne skitse var også udarbejdet Frode Nielsen og kan meget vel tænkes at have inspireret til aftrapningen af det nordvestlige hjørne i forhold til vejsvinget på Howitzvej.

Selv om vejgennembruddet blot endte som en passage for fodgængere, bidrog bebyggelsen til, at man i Smallegade kunne få nedrevet to stærkt fremspringende huse, der lå på alt for små grunde til etagebyggeri. Smallegade blev i det mindste udvidet på endnu et stykke.

Spiræavej 3

Spiræavej 3
Foto: Lisbet Snoager Slot

Villaen blev opført i 1946 og tegnet af arkitekt Egon W. Larsen.

Bevaringsværdi: 3

Arkitektonisk vurdering; Arkitekten har opført en firnurlig villa med mange detaljer som er velbevarede.

Miljømæssig vurdering: Villaen er både tilpasset og fremtrædende i kvarteret.

Originalitet: Fremstår som på de oprindelige tegninger

Tilstand: Fin vedligeholdelse

Kulturhistorisk vurdering: Villaen er et godt eksempel på et socialt engagement og en intens dialog mellem facadeudvalg og arkitekt om udformningen af et mindre enfamiliehus. Facadeudvalget følte sig ikke kun forpligtet til at forbedre det arkitektoniske udtryk, men engagerede sig også i at optimere brugsværdien af kvadratmeterne i de mindre huse.

Det er et enfamiliehus i én etage med udnyttet tagetage og en lidt lavere sidebygning med fremspringende blomstervindue. Bygherren var assistent Mogens Poul Holst.

Facadeudvalget havde indvendinger, tegningerne var forkerte, arkitekten gik omgående i dialog. Det blev meget intenst og engageret. Det udviklede sig til kreative forslag om fremspring til sofanicher og til omplacering af blomsterkummer. Processen fulgte ikke den slagne vej.

Forvaltningen måtte nøjes med en forsikring om, at alt var bragt i den skønneste orden "efter aftaler med rette vedkommende". Det gjaldt både, når de godkendte gule mursten blev udskiftet med røde, og når en fremspringende vinduesindfatning alligevel ikke blev fjernet som først forlangt.

Sønderjyllands Allé 10

Christian Paulsens Vej 26-32 samt Sønderjyllands Allé 10
Foto: Lisbet Snoager Sloth

Etagebehusbebyggelsen blev opført i 1959 og tegnet af Frederiskberg Kommunens Arkitektafdeling.

Bevaringsværdi: 4

Arkitektonisk vurdering: Disse 4 etageblokke viser med den arkitektoniske bearbejdning af altaner, vinduesbrøstninger og tagetage både fremhæver og indpasser bygningerne i det store beboelsekvarter.

Miljømæssig vurdering: Bygningerne er fint indpassede i kvarteret

Originalitet: Der er ikke sket arkitoniske ændringer af bygningerne.

Tilstand: God vedligeholdelsestand 

Christian Paulsens Vej 26-32 samt Sønderjyllands Allé 10
Foto: Lisbet Snoager Sloth

Kulturhistorisk værdi: Blokkene er en inte- greret del af bebyggelsen ”Finsenshave” (med butikker og bibliotek) og bidrager sammen med stadion, skole, gymnasium og kirke til oplevelsen af området som en selvstændig bydel eller forstad til Frederiksberg.

I 1950'erne skete en målrettet indsats for at erstatte usunde og utidssvarende boliger og kvarterer med nybyggeri. Bebyggelsen var et betydeligt fremskridt i forhold til de husvilde- barakker opført i 1917, der tidligere lå i området. 

De tre fritliggende blokke i fem etager udgør den første del af bebyggelsen ”Finsenshave” og er af kommunen opført ad to omgange, således at den sydligste (blok 3) og den vestlige blok (blok 2) blev anlagt som aldersrenteboliger og den østligste (blok 4) som folkepensionistboliger. 

Fælles for alle blokke er der elevatorer i alle opgange af hensyn til gangbesværede og en samlingsstue i loftsetagen i den sydvendte gavl med udgang til en solterrasse.

I overgangen til 1960’ernes velfærdspolitik var det i første omgang mængden af boliger for ældre, der var i fokus.

Baggrunden for denne del af den boligsociale indsats var, at aldersgruppen var vokset på grund af bedre infektionsbehandling med en deraf følgende overbelægning på hospitalet med kronisk syge, der vanskeligt kunne udskrives til boligforhold, der var så ringe, at genindlæggelser måtte forventes. Kolde og fugtige lejligheder, toilet i gården og umulige brændselsrum gjorde det ulideligt for mange af de gamle, som led af enten bronkitis, astma eller gigt og andre skader.

Steenwinkelsvej 9

Steenwinklersvej 9
Foto: Ditte Thye

Etagehusbebyggelsen blev opført i 1967 og tegnet af arkitekterne Gunnar Krohn og E. Hartvig Rasmussen.

Bevaringsværdi: 4

Arkitektonisk vurdering: En etagehusbebyggelse med en søjlebåret åben betonkonstuktion indrettet til parkering med altangange, spindeltrappe og elvator på gårdfacaden. Bygningen har penthouse og tagterrasse.

Miljømæssig vurdering; Bygningen er en huludfyldning uden arkitektonisk sammenhæng med den omgivende bebyggelse.

Originalitet: Forekommer original i sin helhed

Tilstand: God vedligeholdelse

Kulturhistorisk vurdering: Med tilbagerykket facade i forhold til naboejendommene og med en åben parterreetage til parkering præsenterer bygningen sig uden at dominere som en huludfyldning fra 1960'erne. Der er mod gården valgt en altangangsløsning kombineret med to "fritstående" tårne med henholdsvis elevator og spindeltrappe.

De ti lejligheder i Steenwinkelsvej 9 erstattede et kondemnabelt toetages forhus med udnyttet tagetage samt et baghus med i alt 12 lejligheder. Arkitekterne fik først deres tilladelse til nedrivning af den eksisterende bebyggelse i maj 1965. 

Karréen har altid bestået af en blandet bebyggelse med bygninger fra forskellige epoker, fordi den siden 1864 var gennemskåret af jernbaneudfletningen til Nordbanen. Nord for banen mod Steenwinkelsvej var der bygninger fra 1873 til 1898, og syd for banen blev der mod Rosenørns Allé opført etageejendomme fra 1905-1907. Efter at jernbanen på dette stykke i 1911 var taget ud af drift, blev der på det gamle tracé opført ejendomme i 1928 og 1933.