Aktiviteter 2019 

Den 4. december 2019 var der rundvisning på Frederiksberg Rådhus

Nikolaj Bøgh var vores guide, vi så festsalen, mødesalen, håndbiblioteket, vielsesrummet m.m. Efter rundvisningen fortalte Nikolaj Bøgh om Frederiksbergs udvikling gennem "punktnedslag" gennem fotos fra sin nye bog "100 historier fra Frederiksberg". Foreningens medlemmer kunne købe bogen til reduceret pris. 

Den 7. oktober 2019 besøgte vi villaen på Christians Winthers Vej 15

Ejeren arkitekt MAA Christian Holm fortalte om husets fantastiske historie og den smukke renovering, som netop er afsluttet. Vi fik en rundvisning i villaen.

Derefter gik vi over til ejendomsmæglerfirmaet Jesper Nielsens lokaler, på Gammel Kongevej, hvor Sole Seibæk fortalte  om at etablere sig som ejendomsmægler på Frederiksberg. FBLF bød på en forfriskning.

Den 28. september 2019 byvandring i svømmehalskvarteret

Vandreturen gik igennem kvarteret ældste bebyggelse mod øst mellem Aksel Møl­lers Have og Falkoner Allé. De fleste af bygningerne er opført inden for en periode på blot ti år fra 1885-1895. Området har været igennem en omfattende byfornyelse, Friarealerne  er samtidig blevet forbedret. Vi kom til at se eksempler på, hvor forskelligt sådan noget kan gøres.  

Uffe Schultz var vores turguide. 

Efter rundvisningen serverede FBLF et glas vin.

Den 26 august rundvisning på Frederiksberg Slot

Vi så bl.a. riddersalen, mødeværelset Rosen, det kinesiske værelse, marmorbadet,den formidable udsigt fra flagaltanen og ikke mindst den smukke barokkirke. 

Vi fik også mulighed for at se, hvordan bygningsmæssige undersøgelser finder sted, blandt andet har man fundet den oprindelige terrasse på 1. sal ud mod Frederiksberg Have. Her stod en del af muren i rødt puds, som var slottets oprindelige farve.

Vores guide på turen var Axel Vermehren.

Efter rundvisningen serverede FBLF et glas vin i slotsgården.

Den 12. juni 2019 rundvisning på NOVO, Nordre FAsanvej 215

Helt ekstraordinært har foreningen fået mulighed for at få en rundvisning i de bygninger, som arkitekt Arne Jacobsen har tegnet for virksomheden på Nordre Fasanvej 215.

Brødrene Harald og Thorvald Pedersen er grundlæggerne af ”Novo Terapeutisk Labo- ratorium” bedre kendt som ”Novo”. i 1924 startede brødrene på at udvikle metoder og apparatur til fremstilling af insulin. 

I 1932 flyttede virksomheden ind i mejeriet ”Vasekilde”, Nordre Fasanvej 215. 

Brødrene besluttede at bygge på friarealet på hjørnet af Fuglebakkevej og Nordre Fasanvej. Arkitekt Arne Jacobsen fik opgaven. Byggeriet blev opført i 1934/1935. Dette første bygge- projekt blev optakten til Arne Jacobsens livslange tilknytning som husarkitekt til NOVO. Indtil sin død i 1971 skabte han virksomhedens arkitektoniske billede.

Den 28. maj vandretur i Mariendal sogn

Kirkeværge og arkitekt Ole Larsen var vores turguide på vandreturen rundt i kirkesognet.Vi startede fra kirkepladsen og gik op af Kronprinsesse Sophies Vej og ned af Mariendalsvej. Priorsvej, Olgasvej og igennem boligbebyggelsen Stjernen. Og derfra gik vi tilbage til kirken. Vi så krypten, hvor Thora og Niels Josephsen ligger. De gav byggegrunden til kirken og donationer til kirkens opførelse.

Bagefter gik vi ind i kirken, hvorefter vi gik ind i Menighedshuset, hvor vi så en power-point præsentation om kvarterets tilblivelse. Mariendalkirken er tegnet af arkitekten Thorvald Jørgensen.

Den 28. marts ”Ligesom katten i Kumbels Gruk er Frederiksberg sgu sin egen!”

Den tidligere stadsarkitekt Ejvind Rostgaard holdt et oplæg om de sidste 30 års byudvikling med gode og mindre heldige eksempler krydret med små anekdoter.

Herefter var der mulighed for at stille spørgsmål til Ejvind Rostgaard.

Den 10. januar skybrudssikring af Sankt Jørgens Sø 

Projektleder Jacob Dahl-Hesselkilde fra Frederiksberg Kommune gennemgik tre forslag til skybrud-sikring, der har forskellige konsekvenser for søen og de nære omgivelser. Hvorefter kommunalbestyrelsesmedlem Nikolaj Bøgh kom med et oplæg om, hvorvidt søen skal ændre karakter. Derefter kom Bonnie Mürsch med et oplæg om konsekvenserne for naboerne til søen.

Herefter var der mulighed for at stille spørgsmål til paneldeltagerne.

Del siden