Arkitekt Svenn Eske Kristensen

Bebyggelsen Rialto, tegnet af Svenn Eske Kristensen
foto. Ditte Thye

Bebyggelsen Rialto, tegnet af Svenn Eske Kristensen
foto. Ditte Thye

Svenn Eske Kristensen (1905-2000) var en dansk arkitekt som blev uddannet fra Kunstakademiet  i 1933. Han var kgl. bygningsinspektør fra 1961-1975. Han var en af de mest produktive funktionalistiske arkitekter i efterkrigstiden. Eske Kristensen var medarbejder hos Kaj Fisker i perioden fra 1932-1944 samtidig med at han i perioden fra 1938-1940 også arbejdede C. F. Møller.

Eske Kristensen har især ydet en indsats inden for boligbyggeriet og det mindre industribyggeri. Han var optaget af Le Corbusiers ideer om at etagehusbebyggelse bør være punkthuse eller fritliggende blokke, der omsluttes af grønne arealer. Disse ideer fik Eske Kristensen i høj grad afprøvet gennem arbejdet med planlægning og bebyggelse af nye store boligområder i København og omegn, hvor kollektiver, institutioner, butikker, række- eller kædehuse skulle integreres i et hele.

ESke Kristensen var optaget af boligsociale forhold, at sikre familiens trivsel. Han arbejdede for at billiggøre boligbyggeriet og blev foregangsmand for byggeriets industrialisering ved at gøre brug af præfabrikerede plader, moduler og elementsektioner til badeværelser og køkkener. 

Mange af hans boligbyggerier står som noget af det bedste velfærdssamfundets arkitektur i perioden før det monotone modulbyggeri tog overhånd og blev mødt af kritik i 1970'erne.

Han har bygget meget her på Frederiksberg, bl.a. biograf-, kontor-, butik- og boligbebyggelsen Rialto med Rialto Teatret, Smallegade 2,  (opført 1960-64 og præmieret af Frederiksberg Kommune i 1965-1966).

Brødrene Reebergs Vej 8, tegnet af Svenn Eske Kristensen
Foto: Ditte Thye

Brødrene Reebergs Vej 8, tegnet af Svenn Eske Kristensen
Foto: Ditte Thye

Svenn Eske Kristensen har også bygget flere etageejendomme og villaer på Frederiksberg, bla. 

  • Etagehusbebyggelsen Grønnehavegaard, Godthåbsvej 131-137, Stockflethsvej 39, Grøndalsvej 8-10, (opført i 1934, sammen med arkitekt Mogens Mejling)
  • Villa, Troels Lunds Vej 32, (opført i 1944 og præmieret af Frederiksberg Kommune i 1948)
  • Villa, Brødrene Reebergs Vej 8 (opført i 1945)
  • Etagehusbyggelsen Marienlystvej 3-5 og Bendzvej 8-10 (opført i 1960 og præmieret af Frederiksberg Kommune i 1960-1961)
  • Etagehusbebyggelsen Stjernen, som blev opført som en karré: Nordre Fasanvej. Mariedalsvej, Kong Georgs Vej og Dronning Olgas Vej (opført i 1974, siden helt ombygget).

Del siden