Hospitalets start

Amtssygehuset
Foto: Ditte Thye

Amtssygehuset

Frederiksberg Sogns Sygehus første rigtige hospitalsbygning blev opført i 1885 og lå på Howitzvej.

Københavns Amt erhvervede i 1892 parcellen ved Nyelandsvej fra landstedet ”Stormly”s jorder for her at opføre et rent behandlingshospital til afløsning for amtets ”Syge-, Daare- og Tvangsarbejdsanstalt” med et blandet klientel i Ryesgade.

Bygningskomplekset blev tegnet af Philip Smidth som en form for landsted og kom til at bestå af en fritliggende hovedbygning og et sekundært ”havehus” samt af bygninger til diverse hjælpefunktioner med værelser til de ansatte, et kedelhus med vaskeri og et lighus. 

Boliger til de ansatte
Foto: ZOOM Frederiksberg Foto-og Videoklub

Hovedbygning, boliger og havehus havde fælles midterakse, var fritliggende og i rødt murværk, men afveg fra hinanden både med hensyn til størrelse og til graden af arkitektonisk udsmykning.

Spring i facader og brug af formsten og glaserede sten til friser og bånd medvirker til en alt andet end dyster stemning.

I det ubenyttede nordvestlige hjørne af grunden - modsat lighuset - blev der i øvrigt anlagt en tennisbane til brug for personalet i ledige stunder

Sygehuset var udformet efter det traditionelle korridorsystem med sygestuer ud til en lang gang, mens toiletter og skyllerum var placeret for enden i hver sidefløj. Gennemkørslen for hestevogne ved hovedindgangen er et sjældent og velbevaret bygningstræk, der stadig er værd at bemærke, selv om den senere ”tagterrasse” på overdækningen er noget uheldig.

Først lighus senere også hospitalskirke
Foto: ZOOM, Frederiksberg Foto-og Videoklub

Amtsygehusets lighus og senere hospitalskirke 

Amtssygeshusets lighus blev i 1894 tegnet af Philip Smidth som en undselig rektangulær bygning i rødt murværk i det nordøstlige hjørne af amtets grund længst væk fra patientbygningerne skærmet af plankeværk og tæt bevoksning.

Lighuset var en af datidens beklagelige, men uundværlige hjælpefunktioner på et sygehus. I modsætning til behandlingsafsnittene blev den derfor kun beskedent dekoreret med tre savsnitsfriser.

Bygningen blev på et tidspunkt udbygget til kapel og er efter 1955 blevet anvendt som hospitalskirke.

Den østlige barak opstillet i 1901.
Foto: Ditte Thye

Epidemibarak 

Københavns Amt startede i 1894 etableringen af et epidemihospital ved siden af sit nye sygehus ved Nyelandsvej.

Det drejede sig om sengepladser til behandling af patienter med hjemlige smitsomme sygdomme som skarlagensfeber, difteritis og strubehoste.

Det skete efter en overenskomst med Frederiksberg Kommune om fælles tilvejebringelse og drift frem til og med 1907. Samarbejdet førte til opstilling af den første nu nedrevne træbarak i 1894.

Den anden fulgte længst mod vest i 1897, mens dens tvilling blev opstillet mod øst i 1901. Der var tale om genbrug, for alle de tre barakker havde været opstillet på Den nordiske Industriudstilling i København i 1888. De var alle tegnet af Martin Nyrop.

Udbygningen omfattede desuden et nyt modtageafsnit og et lighus. Modtagebygningen fra 1901 og barakken fra 1897 blev sammen med isolationsbygningen fra 1929 beslaglagt af værnemagten i 1943. De to bevarede barakker opstillet i 1897 og 1901 er blevet renoveret på vidt forskellig måde for efterfølgende at blive anvendt som daginstitutioner.

"Byporten" på Nordre Fasanvej
Foto: Ditte Thye

"Byport"

Den første portbygning fra 1899 er tegnet af arkitekt C.L. Thuren og blev indrettet med to boliger beboet af portneren og af den tilsynsførende arkitekt. Bygningen var forsynet med et lavt helvalmet tag, der var trukket ud over en buegang beregnet på gående trafik.

Portbygningen gennemgik i 1914 en om- og tilbygning ved arkitekt Gunnar Laage. Den bevarede del af Thurens ældre portbygning fik i den anledning mansardtag svarende til taget på Laages overlægevilla. Laages tilbygning med portgennemkørsel og frontispice fik pyramidetag.

Efter ombygningen fik portbygningen også egentlige hospitalsfunktioner. Skadestuen flyttede ind efter at have ligget i kælderen under administrationsbygningen mod syd. Dennes kælder skulle i stedet rumme hospitalets første laboratorium. Thurens portbygning beholdt hans murværkssignatur i form af rulskifter.

"Byporten" fra hospitalsområdet
Foto: Ditte Thye

Gunnar Laage bidrog i sin tilbygning med dekorationer i skønvirkestil. Det er et modsætningsfyldt formsprog, hvor det enkle kombineres med symboler og ornamenter hentet fra planteverdenen.

I portbygningens gavltrekant indsattes Frederiksbergs byvåben omkranset af bladværk. Frederiksberg Kommune var pr. 1. april 1900 blevet udskilt af Københavns amtsrådskreds og havde fået status af købstad.

Den første byggefase stod foran sin afslutning. Porten med byvåbenet var endnu en understregning af viljen til kommunal selvstændighed og egenart.

Portbygningen var i starten den eneste adgang for patienter og besøgende til hospitalets område. “Hovedvejen” var lukket vej mod vest ved grænsen til fattigvæsenets og epidemihospitalets bygninger. Også fordelingsvejene mod nord var blinde veje. Den eneste anden udgang var til Nyelandsvej syd for “Hovedvejen” ad vejen for enden af “det lille rektangel” med de hospitalsmæssige hjælpefunktioner mellem Nordre Fasanvej og amtssygehuset. Porten her var nærmest at betragte som “personaleudgang”.

Dobbelt pavillon, gavl mod syd
Foto: Ditte Thye

Dobbeltpavillon i to etager

Forud for udflytningen af Frederiksberg Sogns Sygehus til Nordre Fasanvej var der af reservelæge Richard Blom gennemført en stor og grundig undersøgelse med en gennemgang af 34 nyere hospitalsbyggerier fra ind- og udland for at afdække fordele og ulemper ved de forskellige typer.

Konklusionen var, at dobbeltpavilloner var at foretrække både med hensyn til anlægsudgifter og i forhold til driften.

På Frederiksberg Hospital blev der opført to af disse dobbeltpavilloner i to etager, hvoraf kun den kirurgiske afd. A er bevaret. Den blev opført i 1899. Bygningen er sandsynligvis i dag den ældste af sin art herhjemme. Bygningstypen er et kompleks, der består af små og store annekser forbundet med broer. Det drejede sig om hygiejne og om at forebygge smittespredning.

Arkitekturen fulgte funktionen. Hovedtrappen lå frit som en selvstændig bygning, og der var adgang til sengeafsnittene på 1. sal over en krydsventileret bro. I stueetagen var der adgang til afdelingerne via verandalignende indgangspartier. ”Nødvendighedsrummene” med toiletter og skyllerum var placeret i særskilte annekser mod havesiden og var forbundet med sengesalene via krydsventilerede gange. Også operationsstuerne til afd. A blev bygget til som et anneks i parkanlægget. 

Dobbeltpavillon, åbne broer, der er blevet lukket
Foto: Ditte Thye

Hver enkelt af de fire afdelinger i sådan en dobbeltpavillon i to etager var inddelt i et bredt parti, et smalt parti og i et åbent opholdsareal. De brede partier indeholdt nogle mindre tresengsstuer til den ene side og et opholdsareal for oppegående patienter til den anden.

I forlængelse heraf lå der i de smalle partier én enkelt stor sengesal med plads til 16-20 senge. Salene var uden bærende skillevægge, og der var vinduer i begge sider. For enden af hver sengesal var der adgang til en åben veranda eller loggia.

Teknisk var der udfordringer på grund af de mange ”broer” og de store spændvidder. Der blev brugt ”flade” monierhvælvinger. C.L. Thuren tegnede og blev bistået af arkitekt Henry Meyer, som havde stor erfaring med at opføre bygninger, hvor en høj hygiejnisk standard var påkrævet Æstetisk skulle byggeriet fremstå solidt og smukt, uden udsmykninger i form af for store fremspring og gesimser.

Der blev i stedet i vid udstrækning anvendt mønstermurværk for at live murværket op. Ud over afd. A og den nedrevne afd. B blev der holdt arealer i reserve til yderligere to dobbeltpavilloner, så pavillonerne til sidst ville indgå i en større helhed med en række parallelle toetages stokke omkring en symmetriakse, der fra afd. A og afd. B strakte sig videre mod vest

Den oprindelige psykiatriske afdeling
Foto: ZOOM, Frederiksberg Foto-og Videoklub

Psykatribygning

Bygningen blev opført i år 1900. Bygningen blev som dobbeltpavillonerne mod øst anlagt i aksen midt igennem det store rektangel nord for ”Hovedvejen”. Den nordlige sidefløj blev dog udskudt til 1933, hvor tilbygningen fik øget bredde for at kunne indrette flersengsstuer, der egnede sig for de patienter, der skulle behandles med sovekure og insulinkomabehandlinger.

Psykiatrien hørte sammen med køkkenet og husvildeboligerne til de først opførte bygninger under hospitalsvæsenet og fattigvæsenet mod vest. Klyngen blev dog hurtigt udvidet med afdelingen for hud- og kønssygdomme, vaskeriet og arbejdsanstalten.

Psykiatrien blev tidligt et stort speciale på Frederiksberg, og afdelingen blev i 1921 anerkendt som uddannelsesplads for specialister i nervesygdomme. Den medicinske behandling af sindslidelser med blandt andet LSD blev en del af tilbuddet fra 1950 frem til 1974.

Den oprindelige køkkenbygning, som ligger syd for psykiatribygningen.
Foto: ZOOM, Frederiksberg Foto-og Videoklub

Køkkenbygning

Bygningen blev opført i år 1900. Køkkenbygningen blev ligesom de samtidigt opførte dobbeltpavilloner ved Nordre Fasanvej konstrueret med monierhvælv for at undgå rumopdelinger og for at sikre en god hygiejne. De flade tøndehvælv blev understøttet af jernsøjler. Den symmetrisk anlagte bygning blev allerede i 1904 forlænget med tre fag mod øst.

Køkkenbygningen hørte sammen med psykiatrien og husvildeboligerne til de først opførte bygninger under hospitalsvæsenet og fattigvæsenet mod vest. Klyngen blev dog hurtigt udvidet med afdelingen for hud- og kønssygdomme, vaskeriet og arbejdsanstalten. Storkøkkenet har senest haft en ambulant funktion med behandling af nyrepatienter i dialyse.

Administrationsbygning
Foto: Ditte Thye

Administrationsbygning med de tre kontorer

Bygningen blev opført i 1901og i 1904 blev bygningen ombygget.

Bygningen fremstår som Frederiksberg matriklens hovedbygning. Mod Nordre Fasanvej med forgyldt bygherrebetegnelse, årstal og byvåben i midterpartiet og to sidefløje.

Både midterparti og sidefløje var forsynet med indgang for publikum direkte fra gaden. Inde på hospitalsområdet var der fornemme indfatninger ved personaleindgangene - til kontorerne i stueetagen, boligerne på 1. sal og skadestuen i kælderen.

Bygningen med de tre indgange fra gaden gennem et grønt anlæg blev opført som følge af kommunalrepræsentationens beslutning af 25. juni 1900 om en samlet udflytning af hele hospitals- og forsørgelsesvæsenets virksomhed fra Howitzvej til Nordre Fasanvej.

Bygningsdetalje set fra Nordre Fasanvej
Foto: ZOOM, Frederiksberg Foto-og Videoklub

Området var da netop blevet udvidet mod vest ved køb af trekantområdet vest for Vej 8 ved Stockflethsvej og Tesdorpfsvej. Det tilkøbte areal var en udstykning af Lykkesholms jorder, som Københavns Renovationskompagni havde erhvervet i 1894.

De tre kontorer stod for administrationen af henholdsvis alderdomsforsørgelsen, fattigvæsenet og hospitalsvæsenet.

Opgavefordelingen mellem de tre kommunale kontorer fik sit arkitektoniske modstykke ved opførelsen af bebyggelsen på området. Der er gjort forskel med hensyn til valg af facadesten og tagkonstruktioner.

Udvidelsen af matriklen mod vest fik også den betydning, at nogle af hospitalets hjælpefunktioner, der havde været planlagt i ”det lille rektangel” syd for Hovedvejen, kunne flyttes vestpå. Det gav mere luft mellem bygningerne i området ved administrationsbygningen. Hertil kom, at der på hjørnet af Nordre Fasanvej og Nyelandsvej indtil 1912 var båndlagt areal til en kirke (”Kirkepladsen”).

Isolationsbygningen
Foto: ZOOM, Frederiksberg Foto-og Videoklub

Isolationsbygning

Bygningen blev opført i 1901 i en etage mod Nyelandsvej. I 1919 fik bygningen endnu en etage, men denne gang uden vinduesbånd med rulskifte. 

Bygningen ligger vest for ”Kirkepladsen ” og lægernes tennisbane.

Villaen blev herefter benyttet som bolig til 1934, hvorefter den fandt anvendelse som tuberkulosestation.

Isolationsbygningen blev af praktiske grunde anbragt for sig selv i periferien, og området var ikke beregnet til ophold for andre end personalet. Funktionen blev i øvrigt skærmet i forhold til patienter og besøgende ved opførelsen af personaleboliger i tre etager.

Den ældste Funktionærbygning opført i 1903.
Foto: ZOOM, Frederiksberg Foto-og Videoklub

Funktionærboliger, et arbejds- og bofællesskab

Den ældste funktionærbygning fra 1903 blev anlagt parallelt med administrationsbygningen ved Nordre Fasanvej og var som denne tegnet af C.L. Thuren. Den bestod af 11 fag og var i tre etager uden udnyttet tagetage. Bygningen blev omkring 1908 forlænget af Gunnar Laage med to gange seks fag i skønvirkestil og udstyret med kviste i taget.

Boliger til sygeplejepersonalet var en hjælpefunktion, der blev højt prioriteret med en placering lige bag administrationsbygningen, hvor reservelægerne og aspiranterne havde deres kvarter. 

Den nye Funktionærbygning opført i 1931.
Foto: ZOOM, Frederiksberg Foto-og Videoklub

Kost og logi var frem til 1959 en del af plejepersonalets løn. Der var tale om et arbejds- og bofællesskab for så vidt som, at det ledende personale boede sammen med deres medarbejdere - for eksempel inspektricen og oversygeplejersken sammen med deres sygeplejersker. 

Værelserne på 20 kvm var placeret langs en midterkorridor, men størrelsen til trods var de dengang et godt alternativ til at bo hjemme eller på et lejet værelse hos fremmede.

Den nye funktionærbygning fra 1931 tegnet af A.S.K. Lauritzen blev anlagt som en tværstillet sidebygning med længdeaksen udfor midten af den gamle funktionærbygning og af administrationsbygningen. Ved opførelsen blev det parklignende anlæg mellem disse delt i to halvdele. Den sydlige del fik en mere privat karakter i lighed med haven på ”kirkepladsen”.

Del siden